English

Om DIHRS

Foredrag

Artikler

Profil

Bog

Links

 

 

 

 


  


Artiklen gør rede for Anne Marie Petersens arbejde som missionær i Indien.

Analyser hendes missionssyn og hendes forhold til Gandhi.

Af  Cand.Theol. Hanne Bang 

 

Anne Marie Pedersens første tid i Indien

I 1909 drog Anne Marie Petersen (1878-1951) (AMP) til Indien, hvor hun skulle virke som missionær for den af missionær Eduard Løventhal oprettede grundtvigske mission i Vellore i Sydindien. Ved et møde i Ryslinge i 1907 havde AMP hørt Eduard Løventhal (1841-1917) (EL) fortælle om sit arbejde i Indien, og om behovet for kvindelige missio­nærer. AMP følte sig  inspireret af EL og var efter mødet overbevist om, at hun havde fundet sin vej her i livet som missionær.

Ekskurs:

Løventhal Missionen blev påbegyndt af EL i 1872. Missionen skiftede i 1921 navn til Porto Novo Missionen. EL blev vækket til personlig tro og denne vækkelse indbefattede ligeledes missionskaldet. EL gik i missionsskole, men meldte sig forholdsvis hurtigt ud. Han var blevet provokeret af en omtale af lægfolk, der havde meldt sig til missionsskolen og dermed gerningen uden at føle sig kaldet af Gud dertil. EL blev vred og begærede sin afsked. Han havde netop valgt missionsvejen på grund af et personligt kald. EL udsendte derefter sit missionssyn på skrift, hvori han desuden søgte en menighed der ville støtte ham. En præst og en gruppe lægfolk følte sig grebet af ELs meninger om missionsvirksomhed og Løventhal Missionen blev grundlagt. I 1873 rejste EL til Indien sammen med en anden missionselev Herman Jensen, der havde tilsluttede sig hans syn på mission. EL virkede i Indien indtil 1914, hvor han rejste hjem til Danmark og var der til sin død i 1917.

Eduard Løventhals missionssyn:

EL var overbevist om, at tiden var missionstid. Herrens missionsbefaling havde lydt. Tiden var inde til at Kristendommen skulle forkyndes til civiliserede folkeslag og ikke kun til enkelte personer. Målet for Kristendommen i Indien var, at den skulle virkeliggøres i det indiske folk. Resultatet skulle være, at selvstændige, selvunderholdende og selvstyrende kristensamfund ville opstå i og med en indisk kontekst. Indiske præster skulle forkynde for deres eget folk. Denne missionsfilosofi fordrede af missionærerne, at de skulle møde det indiske folk med ærbødighed og respekt for folkets ejendommelighed og selvstændighed. Dåben, friheden og folkeligheden var de vigtige elementer i ELs missionssyn, hvorved det var tydeligt, at hans tanker var inspireret af den grundtvigske retning. Dette bevirkede, at Løventhals Missionens støtter var at finde i den grundtvigske lejr.

N.F.S. Grundtvig (1783-1872)

Grundtvig var egentlig forbeholden overfor hedningemissionen. Dette skyldes ikke selve forestillingen om og selve missionsgerningen, men problemet med missionærerne. Han fandt ikke, at de nyere missionærer (til forskel fra Ansgar og Hans Egede) var indbefattet af den apostolske drift. Det vil sige, at missionærerne ikke virkede, som om missionen for dem var et resultat af et Gudskald. Grundtvig var dog af den opfattelse, at ydremission var vigtig. Missionsbefaling var jo blevet givet af Herren. Med denne holdning stod han i opposition til 1600-1700 tallets lutherske ortodoksi. Den hævdede blandt andet, at hedningen besad en naturlig gudserkendelse, og af den grund anså den ikke mission for nødvendig. Grundtvig hævdede tværtimod, at evangeliet skulle prædikes i hele verden. Missionsvirksom­hed var en fortsættelse af apostlenes. Drivkraften var Helligåndens levendegørende gerning og fremgangsmå­den skulle ikke være tvang eller lokkemad, men forkyndelse til fri afgørelse for den modtagende. Det vil sige, at Grundtvig mente, at missionen var vigtig, men metoden var den afgørende. Helligånden kan kun virke, hvis den modtagende har gode vilkår for at forstå budskabet. Disse vilkår opnås ved, at forkyndelsen sker på modersmålet og menighedsdannelsen sker i selvstændighed. Dette indebærer, at kristendommens implemen­tering skal ske indenfor og med den kultur, hvori evangeliet bliver udbredt. Således at evangeliet vokser til forståelse i kulturens kontekst. Såvel som Danmark havde haft sin nordiske mytologi som fundamentet i den danske kultur, således havde Indien hinduismen, som fundament for den indiske kultur. Mennesket og mennesker i fællesskab, hvilket vil sige folkeligheden er skaber af kulturen. Skal denne kultur, det vil sige menneskene og folkeligheden være modtagelig for kristendommen, må disse leve i frihed. Denne frihed opnås, når menneskene er bevidste om og fortrolige med deres kultur, hvilket vil sige fortiden og nutiden. Det er blandt andet ud fra den betragtning, at Grundtvig taler om menneske først og kristen saa. I selve digtet beskriver Grundtvig det således: “ Abraham var Guds gode Ven, Men Christen ingenlunde, David og mange troe Guds Mænd Det ei være kunde, Var Christne til før Christus kom, Blev løgn og Tant al Christendom, Det er ei svart at fatte. Menneske først og Christen saa. Det er et Hoved-stykke...” I citatet kan man se, at Grundtvig ikke mener, at en kultur kan være kristen før mødet med kristendommen. Heller ikke gammeltesta­mentlige personer kan være kristne. Man kunne overveje, om han overhovedet mener, at kristendommen er en kultur. Citatet lægger op til, at han snarere tænker kontekstuelt, sådan at kristendommen er noget, der går ind og præger kulturen, hvilket vil sige beriger den til forskel for at direkte ændre den og dermed sætter den eksisterende kultur til side. Denne forståelse af Grundtvig er i hvert fald det, der synes at appellere til den post-koloniale missionsforståelse og den kontekstuelle teologi i almindelighed. Således også AMP, som det vil fremgå senere.

Menneskets bevidsthed om dets folkelighed eller identitet er for Grundtvig afgørende, hvis det skal have mulighed for kunne modtage Helligånden, thi først der er det frit. Et folks bevidsthed og fortrolighed med dets identitet er, hvad Grundtvig kalder et velberedt folk. En af metoderne til at opnå denne velberedthed er via oplysning, hvilket Grundtvig praktiserede ved folkehøjskolerne og friskolerne. Oplysningen skulle selvfølgelig foregå på modersmålet. For Grundtvig er modersmål lig med hjertes sprog. Når man taler sit modersmål åbnes ens hjerte for ens historie og dermed identitet og tilhørsforhold. I denne tilstand -i bevidsthed, åbenhed og frihed kan ånden virke. I den henseende er det værd at bemærke, at Grundtvig med dette synspunkt følte sig beslægtet med Luthers tanke om evangeliets trøst til menigmand. Dette skete gennem bibeloversættelse og forkyndelse på det modtagende folks eget sprog.

Med Eduard Løventhals og Grundtvigs filosofi om folkelighed, åndens frihed, oplysning, det levende ord og Kristus drog Anne Marie Petersen, der i øvrigt selv havde gået på en friskole og fungeret som lærer på sådanne, til Indien. Hun ankom til Indien i 1909 med det formål, at fungere som missionær blandt kvinderne i Indien. Evangeliet lod sig som sagt bedst meddele på modersmålet, hvorfor AMP brugte de første par år i Indien på at lære tamilsk. AMP var oprindeligt sendt ud af Løventhal Missionen, men i 1912 blev hun antaget som missionær i Dansk Missions Selskab (DMS), dog blev hun fortsat støttet finansielt af Løventhals grundtvigske støttekreds.

Som repræsentant for DMS og den grundtvigske Løventhal Mission flyttede hun til Madras og boede hos Johan og Helene Bittmann, der var sendt ud af DMS. AMP var uddannet som lærer, og det faldt hende naturligt at forkynde via undervisning. Dette foregik i kvindernes hjem, da de fleste af dem ikke havde haft mulighed for skolegang. I 1917 dør Eduard Løventhal, og støttekredsen beslutter sig for fortsat at støtte AMP, da de har tillid til hendes missionsvirksomhed, da den er i tråd med EL.

AMP missionerede via undervisning, og som tiden gik blev hun mere og mere overbevist om vigtigheden af kvindernes undervisning og ønskede derfor at oprette en pigeskole.

I 1917 var AMP i Danmark og i den anledning forelagde hun sine planer og fik støtte fra sin kreds og DMS til at oprette skolen. I 1916 foretog AMP og Esther Færing (EF), der i 1915 var udsendt af DMS, en rejse rundt i Indien for at besøge forskellige skoler. De besøgte 32 skoler såvel britisk funderet skoler, som hindu funderet skoler. Til sidst besøgte de nationale skoler, der var påbegyndt af indere, deriblandt Gandhis ashram, Sabarmati, der lå nær byen Ahmedabad i det nordvestlige Indien. (1915). Dette besøg blev af stor betydning for AMP og EF både hvad angik ideer og planer for udvikling af hendes fremtidige skole og personligt. Gandhi blev en nær ven af dem begge og hans ideer og selvstændighedsbevægelse fik afgørende betydning for dem begge. AMPs har selv beskrevet dette besøg, som det, der udløste hendes pædagogiske vækkelse.

AMP ønskede at skabe en national indisk skole, der underviste pigerne i deres modersmål, deres lands historie, sange, litteratur og indiske traditioner. Det skulle være en skole, der var funderet på balance mellem det åndelige og praktisk arbejde. AMP ønskede, at den skole, som hun var med til at grundlægge skulle ligne den danske fri skole og folkehøjskole med den grundtvigianske dagsor­den. I tråd med at pigerne blev oplyste og nationalt selvbevidste, hvilket vil sige forstod deres folkelighed og deres identitet, ville deres hjerter åbne sig i frihed, hvorved de ville blive modtagelige for den evangeliske forkyndelse. For AMP var skolens mål folkeligheden og kristendommen, hvilket vil sige en indisk-national og dermed folkelig og kristen skole. Disse ideer AMP havde for skolen, nedfældede hun i bogen “Vores Skole” i 1918. Det var hendes håb, at ved at anvendte ordet “Vores...”, ville skolen blive et barn af den danske menighed. AMPs ideer skulle vise sig ikke kun at ligne de grundtvigske men ligeledes have en del tilfælles med Gandhis uddannel­sesideer. Undervisning på modersmålet og en balance mellem praktisk og boglig indlæring var afgørende for Gandhi. For Gandhi var det at kunne sit modersmål afgørende i forhold til tanken om frihed. Som for Grundtvig og, som beskrevet, for AMP betød det, at man var fortrolighed med sit modersmål, at man var fortrolig med sin identitet. Skolens åndelige fundament var for AMP, som det allerede fremgår af ovenstående, kristendommen.

Pigerne skulle have en kristen opdragelse, som var indisk inspireret og ikke vestlig. Et ønske AMP ikke kun havde for skolens piger, men for hele det indiske samfund. Samfundet skulle gennemtrænges af kristendommen, og dermed forandre, hvilket vil sige berige det indefra. AMP ønskede, at forandringen skulle ske på indernes initiativ og ud fra indernes definition. Missions metode skulle ikke dikteres fra vestens side, som den sædvanligvis havde været, hvor kristendommens realisering var lig med vestlig implementering. Inderne skulle selv definere, hvordan kristendommen skulle se ud i en indisk kontekst.

Den dobbelte missionsfare og dåbens kompleksitet.

AMP indrømmer, at denne form for mission indebærer et vovestykke og rummer den dobbelte fare. Vovestykket består i at vove at betro evangeliet til de modtagende, og så have tro til at Guds Ånd vejleder til sandheden. Det vil sige, at den forkyndende skal forkynde det glædelige budskab, og derefter lade resten være op til Guds Ånd. Forkyndelsen planter ordet som et lille frø, men hvordan blomster ser ud, når den er udvokset, det vides ikke. Det er ikke op til forkynderen, men Guds Ånd og  modtageren.

Den dobbelte fare ligger i, at den indiske kirke på grund af hinduismen afskaffer dåben, og at de europæiske missionærer presser den indiske kirke ned i en vesterlandsk form. Med den første fare tænker AMP på de problemer den kristen dåb kan forårsage for den døbte i et indisk samfund. At lade sig døbe indebærer, at træde ind i et nyt fællesskab og dermed forlade det gamle. Det skabte store sociale problemer for den enkelte. Denne erfaring gjorde, at AMP, om end hun fastholdt omvendelsens tilknytning til dåben, fik et mere nuanceret forhold til dåbens betydning som fuldstændig afgørende betydning i forbindelse med retmæssig omvendelse.

I 1923 prøvede AMP at lade den grundtvigianske støttekreds forstå vigtigheden af, at dåben skulle tilpasse sig den indiske kontekst: “Thi ikke den er kristen, som er det udadtil og af navn, heller ikke det er Daab, som kaldes således, og som er ydre og tilsyneladende. Men den er Kristen, som er det i det skjulte for Guds Aasyn. Og Daaben er hjertes Pagt med Gud i Aand og Sandhed og ikke en Bogstav-og Ceremonidaab”. Ud af dette var det svært at udlede, at AMP ikke ønskede at opgive den bogstavelige dåbs betydning, men at hun blot ønskede, at evangeliet måtte finde sit eget udtryk i en indisk kontekst, uden kodificerende retningslinjer fra en vestlig orienteret kristendom. AMP er udmærket klar over, at hendes mindre klart definerede dåbssyn kunne medføre forvirring hos de hjemlige ortodokse grundtvigianere, hvorfor hun til sidst i sin skrivelse fra 1923 siger: “...Tror I ikke, jeg længes med en usigelig Længsel efter, at den eller den skal se Kristi Herlighed, og at Herlighedens Guldporte i Daaben skal slaas op paa vid Gab - Hvad kan jeg gøre andet end at lide og bede og sætte livet.” Vi får her en exceptionel indsigt i AMPs person, som et troværdigt, indfølende og ansvarsfuldt menneske. Hun er ansvarlig overfor både den hjemlige og udenlandske kontekst. Mest af alt er hun ansvarsfuld overfor evangeliet og dets udbredelse på en måde, hvor dets forkyndelse kan få lov til at ånde og udvikle sig frit. Dette gør hende ansvarlig overfor både Løventhals og Grundtvigsk missionsforestillinger, jf. ovenstående.

Problemer i 1926-27

AMPs ansvarsfuldhed skulle vise sig mere end denne ene gang. I 1926 kom den til fuld udtryk igen. AMP var nys vendt hjem til Danmark og hun blev mødt af sin støttekreds Porto Novo Missionen  med skepsis. Kredsen var uforstående overfor AMPs engagement i Den Nationale Bevægelse, der var ledet af Gandhi (et forhold jeg vil vende tilbage til) og desuden var de usikre på AMPs dåbsprak­tisering og uddeling af nadver til udøbte. Som en fuldtro Grundtvigianer skulle der ikke herske nogen tvivl om, at ligesom AMP bad til og ønskede at indere ville lade sig døbe og fra da af blev betragtet som omvendte, var hun af den opfattelse, at den mest korrekte nadveruddeling til mennesker var efter, at de var døbt. Men endnu engang kom AMPs respekt for den indiske måde at praktisere kristendommen på til udtryk. For en inder betød det ydre ikke så meget som det indre. Eller med andre ord: inderne er af natur kontemplative og lægger mere vægt på den indre udvikling, end den ydre. Omvendelsen skete i hjertet, når den er sket fyldest kan nadveren indtages. AMP ville ikke nægte, at uddele nadveren til et menneske, som bad om den, hvis dette menneske i sit inderste følte sig omvendt. AMP siger det kort: “If they wish to recieve the Sacrement with us - without being baptized -then they are still welcome.” AMP praktiserede ligeledes nadveruddeling, da hun var hjemme i 1926. Dette vakte stor forargelse indenfor den etablerede kirke, der forbød hende og andre kvindelige forkyndere, at uddele nadver.

Uenigheden vedrørende den praktiserende dåbsform blev manifesteret med dåben af Kuhni Menon og hans datter i 1924. Kuhni Menon og datteren var blevet døbt af Chakkarai, som var inder og var blevet døbt i 1903 (en person jeg vender tilbage til). Glæden var stor for den hjemlige støttekreds, da Kuhni Menon var blevet døbt, men som tiden gik og med AMPs tanker vedrørende dåben, påbegyndtes der spekulationer i Porto Novo Missionen, om hvorvidt Kuhni Menons og datterens dåb var udført  korrekt. AMP blev adspurgt om dåbens forløb. AMP ønskede ikke at svare fuldt ud på spørgsmålet, da hun ikke ønskede at være den der stod til dommer over, hvorledes inderne ønskede at udføre handlingen.

I 1927 var AMP blevet opfordret adskillige gange til at komme med hendes vurdering. Hun skrev et brev, hvori hun gav sin version af Kuhni Menons dåb. De var blevet døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, men forespørgselen og trosbekendelsen havde ikke lydt. AMP slutter:”..., but whether the Trinity was mentioned I do not recall. And this, they want to know, because this is the essence of it all, they say.” AMP vil ikke være med til at give et dåbscertifikat, der bevidner dåbens gyldighed. For AMP er det afgørende ved dåben troen på Faderen, Sønnen og Helligånden, ikke om det bliver sagt højlydt med ord. Denne holdning fra AMPs side skabte forståeligt nok røre i den danske grundtvigianske menighed. Deres forståelse af situationen var, at AMP ikke længere fastholdt grundtvigianismens kernelære om dåben og trosbekendelsen. De anså AMP for at slække på det grundtvigske for at have mulighed for at komme tættere på Gandhi. Porto Novo Missionen var delte i spørgsmålet, om hvorvidt AMP måtte mene det, som hun ytrede. Det vil sige, om det var teologisk forsvarligt. I 1927 endte det med, at missionen delte sig i to. Dem, der støttede AMP,  fastholdt navnet Porto Novo for deres mission og dem, der var imod AMP, tog navnet Løventhal Mission tilbage.

Inspiration fra de indiske-kristne.

Der er ingen tvivl om, at AMP udvikler sit missionssyn og deri dåbssyn i forbindelse med erfaring hun gør i Indien i sit samvær med indiske kristne. Hun var blandt andet meget inspireret af Sadhu Sundar Singh. En hellig mand, der var kristen og vandrede rundt og prædikede evangeliet, mediterede, bad og hjalp andre. Hans kristne mission gik ikke ud på at bygge kirker, men at så evangeliet som et frø i det indiske folk. Havde Eduard Løventhal kendt Sadhu Sundar Singh, var han uden tvivl blevet inspireret. Da han rejste hjem til Danmark i 1914 var der ingen synlige beviser på hans mission. Der var ingen kirker eller missionsstationer. Han foretrak at vandre rundt i landsbyerne, prædike evangeliet med det mål, at lade kirken vokse ud af folket.

Den grundtvigianske splittelse.

AMPs mission lå i tæt forbindelse med EL og ikke mindst Grundtvigs. Men AMP måtte også have været inspireret af den grundtvigske debat og uenighed, der rørte sig i den grundtvigske lejr i 1921. Torkild Skat Rørdam, der var frimenighedspræst i Ryslinge, der var AMPs “gamle” kirke, ønskede at ændre dåbsritualet. Han ønskede at opnå en mere personlig sandhed i dåben. Der skulle være en forandring, og det var vigtigere end ordene. Ændringen blev dog nægtet af biskoppen. Men Torkild Skat Rørdam nægtede at ændre ritualet tilbage til det af folkekirken anerkendte, blev han nægtet at holde gudstjeneste i folkekirken i 1925. Torkild Skat Rørdams “oprør” medførte i 1920erne en splittelse i den grundtvigske bevægelse mellem den konservative fløj og den mere liberale og moderne inspirerede fløj. Sidstnævnte støttede AMP og var ligeledes positivt indstillet overfor Gandhi.

Verdensmissionen.

I 1927 udgav AMP bogen “Har Danmark en Verdensmission?”. Allerede i 1919 havde AMP udgivet  bogen “Danmarks Verdensmission”. I den første bog antager AMP med selvfølgelighed, at Danmark har en Verdensmission. Jesu missionsbefaling havde lydt, og Danmark med alle dets forudsætninger med oplysning, undervisning og frihed havde gode forudsætninger for at forkynde evangeliet andre steder. I sin næste bog i 1927 stiller AMP spørgsmålet, om Danmark overhovedet magter opgaven. En tanke falder i den forbindelse på Grundtvigs skepsis, når det gjaldt missionærernes modenhed.

AMP er med tiden blevet ligeså skeptisk som Grundtvig, da hun ikke mener, at missionsselskaberne har nok forståelse for den rette realisering af kristendommen i en anden kultur. Hun reagerer mod selskabernes ønske om at drive “særmision”. Hun tænker på alle de forskellige navne for kristen mission - luthersk, katolsk, reformert, svensk, dansk, etc., der hver især forsøger at implementere deres form for kristendom i Indien. Igen viser AMP sin modstand mod den vestlige implementering af kristen­dommen. Hun ønskede, at kristendommen skulle implementeres inde fra den indiske kultur, således at det blev en indisk kristendom inspireret af indiske kristne og en uafhængig indisk kristen kirke med indiske præster. Af den grund ønskede AMP, at missionen skulle være en indo-dansk mission.

Indo-dansk mission.

Dette skete fyldes i 1921, da Chakkarai sluttede sig til Løventhal Missionen. Chakkarai var optaget af uafhængighed religiøst og nationalt. Han var optaget af at forme den uafhængige, indiske-kristne selskab, Madras Christo Samaj. Målet med selskabet var at samle uddannede indiske kristen på tværs af kaste og skabe et forum, der skulle diskutere offentlige sager. I 1917 blev Chakkarai redaktør på bladet The Christian Patriot. Da Gandhi påbegyndte sin ikke-samarbejds-kampagne i 1919 sluttede Chakkarai sig til den. Han havde til at begynde med været engageret af DMS, men da han efter første verdenskrig ønskede sammen løn som de udenlandske missionærer og DMS havde økonomiske problemer, ønskede DMS ikke at forlænge samarbejdet med Chakkarai. DMS var i øvrigt ligeledes bekymret for Chakkarais engagement i frihedsbevægelsen, hvorfor de var glade for at slippe af med ham. Inden de nåede at afskedige ham, sendte han sin afskedsbegæring og derefter søgte han optagelse i Løventhal Missionen.

AMP følte virkelig, at hendes forestilling om en indo-dansk mission blev realiseret ved Chakkarais  ansættelse og hun anså hans ansættelse som missionær, som et bevis på, at Gud havde anerkendt missionens arbejde i Indien.  Chakkarai blev missionens indiske leder og arbejdede hovedsagelig som præst på Seva Mandir (AMPs pigeskole, der blev grundlagt i 1921. Jf. senere) og etablerede ligeledes en drengeskole i Madras. Chakkarais engagement i frihedsbevægelsen var kendt af Porto Novo Missionen, da han tiltrådte som missionær.Men med tiden blev Chakkarais politiske engagement større og for missionen i Danmark blev det for meget. De kritiserede ham for at yde for lidt for missionens arbejde.

I 1926-27 var problematikken omkring Chakkarai oppe at vende sammen med de andre allerede nævnte problematikker. AMP gav den danske støttekreds ret i, at Chakkarai i de seneste par år ikke havde opnået meget  på missionsmarken, men på den anden side brød hun sig ikke om tanken, at han skulle afskediges. I 1930 blev resultatet, at Chakkarai blev afskediget dels på grund af finansielle problemer i Porto Novo Missionen og dels på grund af, at missionen havde valgt at støtte andre missionærer. Med Chakkarais afskedigelse forsvandt en vigtig brik i AMPs vision om realisering af en indo-dansk mission.

Missions selskabernes reserverede holdning overfor indiske medarbejdere

Missionsselskabernes mere og mere reserverede holdning overfor nationale medarbejdere i løbet af 1920erne og 1930erne skyldtes ikke mindst den frihedsbevægelseskamp, som Gandhi førte mod den Britiske kolonimagt. Allerede i 1916 blev de missionærer, der arbejdede i Indien afkrævet loyalitet overfor den Britiske kolonimagt. I 1918 strammedes kravet og som de eneste var det kun britiske og amerikanske missionsselskaber, der fik regeringens tilladelse til at arbejde i Indien. De andre selskaber måtte indhente særlige tilladelser. Det var den britiske regerings forsøg på at inddæmme missionsselskabernes engagering i befrielseskampen. Af den grund var AMPs tilknytning til Gandhi eller folk der støttede ham, såsom Chakkarai  problematisk.

Denne tilknytning kunne i værste fald indebære, at missionens virksomhed i Indien ville blive nægtet af den Britiske regering. Dette ønskede selskaberne selvfølgelig ikke, hvorfor de antog en pro-britisk holdning. Denne holdning kunne og ville AMP ikke knytte an til, da det ville indebære en kamp mod den frihed, som hun hele tiden talte om –nemlig folkets og dermed åndens frihed. Denne protest fik konsekvenser for AMPs skole. Dels fik skolen ingen finansiel regeringsstøtte og dels var der mange forældre, der ikke turde sende deres børn til Seva Mandir, da de frygtede for de britiske følger. Det var ikke før i midten af 1930erne, at hendes arbejde bar frugt. Gandhis vision for skolegangen og undervisning af børnene blev indført, hvorved forældre satte deres børn til at gå og skole i Seva Mandir igen. Ifølge Gandhi skulle børnene undervises  og  opdrages via praktisk arbejde og ikke mindst undervisningen skulle foregå på modersmål. Den overordnede filosofi var at tilføre børnene selvrespekt og selvstændighed. Dette koncept var lig AMPs og dermed Grundtvigs vision for undervisningen.

Den tosidede mission og AMPs forhold til Gandhi.

AMP grundlagde sin skole i 1921, hvor Gandhi nedlagde fundamentstenen. I 1924 åbnede skolen og hendes vision for skolen var en tosidede mission, der indebar en folkelig og en kristen side. Derfor havde hun inviteret  Sadhu Sundar Singh med henblik på, at han skulle erklære skolen for åben. Gandhi repræsenterede den folkelige side og Sadhu Sundar Singh den kristne side af visionen. Desværre var sidstnævnte på en af sine utallige rejser til Tibet. Ikke desto mindre var denne visions realisering AMPs mål. Det skulle vise sig, at de to sider af visionen skulle ende med at være to sider af samme sag.

AMPs tosidede mission eller to sider af samme sag mission blev ikke mindst udviklet på grund hendes bekendtskab med Gandhi. Hun mødte ham som allerede nævnt i 1916 og fra da indledte AMP og Gandhi et venskab, der varede ved indtil Gandhis død i 1948. Gandhi påbegyndte for alvor sin frihedskamp i 1919, hvor han etablerede sin første ikke-samarbejds-kampagne. Den næste var i 1929. Gandhi protesterede mod det britiske herredømme. På grund af den britiske kolonimagt og dens massive tvangsimplementering  af vestlig levevis, var det indiske folk ikke længere indisk men britisk. Under kampagnen, hvis metode var ikke-vold, i 1919 opfordrede Gandhi til at boykotte det britisk inspireret skolesystem og i stedet oprette nationale skoler. Desuden opfordrede Gandhi til, at inderne begyndte at gå i tøj lavet i Indien og af indisk bomuld. AMP indførte ligeledes spinderokken, som arbejdsredskab på Seva Mandir, således at pigerne kunne spinde deres eget stof. Spinderokken blev et symbol på Gandhis frihedskamp.

AMP sluttede fuldstændig op om Gandhis kampagne. Hun var hun forarget over sine trosfællers fremfærd i Indien, og Gandhis uddannelsesvision appellerede til hendes egne.  Det afgørende for AMP var, at hun i Gandhi havde fundet et menneske, hvis idealer svarede til hendes egne og dermed Løventhals og Grundtvigs. Gandhis kamp for selvstændighed var på samme tid en kamp for et folks frihed og dermed et folks og en kulturs selvstændige og iboende identitet.  Det var dette, som allerede omtalt i ovenstående, der lå i Grundtvigs begreb om folkelighed. Et hvert folk har krav på sin egen identitet og selvbevidsthed.

AMPs nationale tilknytning og  befrielseskampens realisering.

Da AMP vendte tilbage fra sit Danmarksophold i 1927 var hun mere end nogensinde besluttet på, at føre sit missionsarbejde ind i et indisk perspektiv og en indisk kontekst. I 1929 hvor Gandhi iværksatte sin anden ikke-samarbejdskampagne, der var en protest mod det Britiske saltmonopol, gik AMP med i demonstrationen. Hun havde ellers været tilbageholden med at deltage, da hun var nervøs for, hvad hendes deltagelse kunne betyde for hendes skole. Men som der står på AMPs gravsten på Seva Mandir: ”Kristi Kaerlighed tvinger os”, havde hun intet valg, hun måtte deltage. Gandhis kamp var en kamp for de undertryktes oprejsning og befrielse, og dette var indbegrebet af evangeliets forkyndelse om Kristus.

Efter denne kampagne blev Gandhi og lederen af det Nationale Kongres Parti, Jawaharlal Nehru, fængslet og løsladt igen i 1931. Kongres Partiet blev herefter anerkendt af den britiske kolonimagt som forhandlingspartner. Gandhi, der fungerede som mægler mellem dels kolonimagten og Kongres Partiet og mellem de indiske religiøse, havde en stor del af æren for, at denne aftale kom i hus. Gandhi ønskede frihed og fred  for Indien, hvilket kun kunne lykkes, hvis hele den mangfoldige indiske befolkning arbejdede for det samme mål. Dette var på ingen måde en let sag, men netop via de ikke-voldelige demonstrationer og sultestrejker forenedes befolkningen. Den lille stædige og karismatiske indiske mand fik forskellighederne til at blegne og enheden til at blomstre. I 1947 fik Indien sin selvstændighed, og herefter påbegyndtes den lange kamp for tilegnelsen af den indiske identitet.

Afslutning.

AMP støttede Gandhis kamp og det blev til et langt  og gensidigt venskab mellem de to. AMP så Gandhis kamp som målet for at fri –gøre det indiske folk, således det kunne finde sin egen identitet og dermed blive åbne for kristendommen. I Danmark var de meget uforstående overfor AMPs engagement i Gandhis frihedskamp. De forstod ikke, at hendes engagement havde noget at gøre med dels en kristen grundfilosofi om at være på de svageste side, og især forstod de ikke, at hendes tilslutning til Gandhis frihedskamp udsprang af det Grundtvigske folkelighedsbegreb. Måske var der en forståelse for, at folket var nødt til at blive frie inden de kunne modtage evangeliet, men at denne kamp skulle føres af en hindu, og AMP opfattede denne hindus kamp som et middel dertil, det var dem svært begribelig. Problemet var helt præcist, at den folkelighed som AMP kæmpede for var en hindufolkelighed, og det var ikke nemt at forstå for mange af de danske grundtvigianere. For dem var det vigtig, at evangeliet blev udbredt og det var svært for dem at se sammenhængen med Gandhis frihedskamp.

Men for AMP hang det grundtvigske missionssyn nøje sammen med kampen for et folks frihed. Var folket ikke frit, kunne det ikke modtage ånden. Derfor var der ingen vej udenom for AMP, hvis hun ville være tro overfor sin grundtvigianske grundfilosofi. Indiens folk måtte først være frit, inden de kunne modtage Kristus. Kampen for friheden betød også kampen for et folks identitet, hvilket vil sige nationens folkelighed. Den indiske folkelighed og dermed etniske bevidsthed var hinduistisk funderet. På det tidspunkt, hvor det indiske folk var blevet sig selv, hvilket vil sige fri for den britiske besættelsesmagt og derved fik mulighed for at blive genforenet med deres kultur og dermed hinduisme, kunne Kristus komme til orde. Først på det tidspunkt ville det indiske folk være modtagelig overfor kristendommen. Vel og mærke en kristendom der lod sig inspirere af hinduismen og havde som mål at berige denne og ikke forandre denne. Jf. Grundtvig i ovenstående.

Af den grund var AMP meget inspireret af den hinduistiske Bhakti lære:  ”The Indian Christianity will become a Bhakti-Christianity, meaning it will be influenced by love and devotion.” For AMP var Sadhu Sundar Singh legemliggørelsen af denne form for indisk inspireret kristendom. Og Chakkarai repræsenterede den mere officielle og dynamiske form for arbejdet for en kristendom, der skulle være uafhængig af den vestlige kirke i mursten og ord, form og indhold. Skulle en realisering af denne uafhængige indiske kristendom ske fyldest  var det af afgørende betydning, at missionen i Indien var præget af indiske medarbejdere. Derfor reagerede AMP så kraftigt, som ved at melde sig ud af DMS i 1920, da det ikke ønskede at genansætte indiske ansatte. At bibeholde den vestlige autoritet var for AMP ensbetydende med at bekæmpe etableringen af en uafhængig indisk-kristen kirke. Derfor havde hun heller ikke noget valg uden at kæmpe sammen med Gandhi i hans frihedskamp. Skulle hun af hensyn til de danske missionsselskaber vælge at forholde sig neutralt, ville det resultere i, at hun kom til at forholde sig pro-britisk og dermed ville hendes grundholdning ikke stemme overens med hendes handling.

Grundtvig forstod hvor vigtig det var at lægge vægt på folkeligheden i missionsarbejdet. AMP ikke blot forstod denne sammenhæng, hun realiserede Grundtvigs teori i praksis. Der var dog ikke blot tale om denne ene realisering af en grundtvigsk teori, men i og for sig ligeledes Grundtvigs såkaldte Søndags-Syn”, det vil sige hans vision om de syv folkemenigheder. Grundtvig har en forestilling om udviklingen indenfor kirkens historie. Kirkens historie skildrer Grundtvig som et forløb gennem syv faser, og disse faser er bestemt af menigheder, der har været afgørende for kristendommen. Umenigheden prægede den første fase, den nordiske menighed den næstsidste og til sidst skulle den indiske menighed oprettes inden Gudsriget kunne realiseres. Herren var nu i Indien og troen skulle gribe dem.

Med denne af Grundtvigs universalhistoriske teori for kirkens udvikling og dermed teori om en verdensmission, må AMP have opfattet sin mission som en realisering af Grundtvigs tanker. AMP ønskede i høj grad, at alle indere skulle gribes i troen på Kristus. For Gandhi havde hun ligeledes dette håb, hvorfor hun var meget glad, da hun havde været årsagen til, at Sadhu Sundar Singh og Gandhi havde mødtes. Hendes alt overskyggende mål med dette møde var: ”To try to turn all Christian Indians into nationalists and all nationalists into Christians.”  Skulle dette mål blive realiseret, er det det klareste udtryk for en realisering af den grundtvigske mission, hvor vejen går via og med folkeligheden.

AMP sluttede sit virke i Indien. Hun blev begravet på Seva Mandir.

Om nogen må man sige, at AMP har været med til at gøre de grundtvigske tanker gældende i Indien.
I Kristelig Dagblad fra den 8. september 2000 blev der bragt en artikel af Jakob Holm: ”Menneske først –Hindu så. Jakob Holm interviewer Bhattacharya (Bh), der er en indisk Grundtvigsforsker. Bh udtaler: ”…at han tror, at Grundtvigs banebrydende ideer om oplysning og andelsbevægelse kan forandre Indien for bestandigt.” Bh lægger vægt på oplysning, modersmålsundervisning, folkelighed og identitet, som de afgørende faktorer i Grundtvigs tanker. Han nævner ligeledes AMP og mener, at hun havde succes med ”…sin sekulariserede missionsmodel.” Med AMPs historie får man et fantastisk indblik i mission, når det er bedst. I høj grad får man lyst til at sige ”Ære være hendes minde.”

 

 

 
 

 

 

 

 

 

 

 

                                               Dansk – Indisk Historie- & Forskningsselskab  v/ Tine Elisabeth Larsen

Copyright ©