English

Om DIHRS

Foredrag

Artikler

Profil

Bog

Links

 

 

 

 


  

 

En missionærhistorie fra Sydindien - Om Anne Marie Petersen
Af Tine Elisabeth Larsen

Tæt ved den Bengalske bugt på Indiens sydøst kyst befinder sig et lille stykke dansk historie. Lidt uden for byen Parangipettai et par hundrede km. syd for Madras ligger pigekostskolen Seva Mandir, skabt af en dansk kvinde fra Fyn ved navn, Anne Marie Petersen.

Fra Fyn til Indien
Historien om Anne Marie Petersen starter i den lille by Rosilde på Fyn. Her blev hun født den 1. september 1878, som barn af møllebygger Otto Petersen og Mette Marie Jørgensen. Sin barndom og ungdom tilbragte hun i den nærliggende by Ferritslev og denne by betegnede hun altid som sin hjemby. Som barn mistede hun sin mor og dette tab satte dybe spor i hende. I skolen havde hun svært ved at læse og regne og det var først da familiens husbestyrerinde gav hende en bog af H.C. Andersen, at læselysten blomstrede op. I hendes indre levede fantasien og drømmene og efterhånden lærte hun at læse og skrive. En kunst som senere skulle afstedkomme flere bøger og mange levende og humoristiske beretninger fra hendes liv og rejser. Da Anne Marie Petersen var 13 år giftede hendes far sig igen og en stor søskende flok kom til, som hun omfattede med stor kærlighed og omsorg.

Forældrene var tilknyttet Ryslinge valgmenighed og Ferritslev friskole og dette dannede baggrund for den åndelige og kulturelle påvirkning, Anne Marie Petersen var båret af. Efter sin konfirmation kom hun ud at tjene og der opstod tanken om at blive lærerinde. Anne Marie Petersen overvejede at blive mejerske for at tjene penge til sin uddannelse, men hendes far mente det var bedre at tage på højskole. 18 år gammel kom hun på Frederiksborg højskole og nogle år senere blev hun optaget på Vejle Forskoleseminarium. Efter sin uddannelse fik hun sit første arbejde, som lærerinde på Orup friskole ved Fakse og senere en stilling som lærerinde ved forskolerne i Oure og Vejstrup i nærheden af sin gamle menighed i Ryslinge.
I denne periode voksede tanken om at blive missionær. Hun havde læst om Ejnar Prip fra Østerlandsmissionen og i 1907 besøgte den grundtvigske missionær Eduard Løventhal Ryslinge. Eduard Løventhal havde siden 1872 været missionær i byen Vellore i Sydindien. Anne Marie Petersen var tilstede og hørte Løventhal tale om behovet for kvinder på missionsmarken. Det blev afgørende for hende. Hun følte, at her lå hendes kald i livet, at missionere blandt kvinder. To år senere efter et års ophold i England for at lære sproget og en uddannelse i syge- og barnepleje på Diakonissestiftelsen i København, rejste hun til Indien. Udsendt af Løventhal Missionen. Hun slog sig ned hos familien Løventhal i Vellore og de første år gik med at lære sproget. Da Løventhal nogle år senere måtte rejse hjem på grund af dårligt helbred, blev hun optaget i Dansk Missions Selskab(DMS), dog fortsat lønnet af den grundtvigske støttekreds.
I DMS arbejdede hun først som missionær blandt landsbykvinder og siden som lærerinde ved DMS´s skoler i Madras.

Mødet med Gandhi
Arbejdet som lærerinde forårsagede, at hun i 1916 sammen med missionærkollegaen Ester Færing foretog en rejse rundt i Indien for at indhente viden og oplysninger om forskellige skoleformer. På denne rejse besøge de Gandhis ashram (et religiøst orienteret samfund) i Ahmedabad i det nordvestlige Indien. Gandhi var på dette tidspunkt vendt hjem efter adskillige år i Sydafrika og havde i Indien grundlagt ashramen Sabarmati. Ashramens leveform fik Anne Marie Petersen til at drage paralleller til Grundtvigs skoletanker og de hjemlige friskoler og højskoler. Her var åndens og håndens arbejde forenet og alle deltog på lige fod i arbejdet. Dette ophold afstedkom Anne Marie Petersens pædagogiske vækkelse, hendes “himmelske syn”, som hun selv kaldte det i sin bog “Vor Skole” fra 1918 og ledte hende frem til sin særlige mission i Indien, at arbejde for uddannelse af piger og kvinder. Dette mål skulle nås ved at etablere en kristen national pigeskole, der søgte at bevare indiske idealer og værdier. Der skulle undervises på modersmålet og eleverne skulle undervises i praktiske som teoretiske fag. Skolen skulle være med til at vække folket forud for en forkyndelse af kristendommen.

Det folkelige spillede ikke kun ind i hendes syn på skole og dennes rolle. Som grundtvigianer var hun båret af et folkeligt missionssyn, der lagde vægt på det folkelige i missionsarbejdet. Forud for kristendommen måtte der være en levende folkelighed og missionen måtte tage hensyn til det folk missionæren befandt sig hos. Missionærens rolle var at forkynde og tjene. At arbejde i respekt for folket og ikke indføre en vestlig kultur og opfattelse sammen med kristendommen. Den mission, der skulle etableres skulle være ledet af indere og den kirke, der skulle vokse frem, måtte være en selvstændig indisk kirke og ikke en aflæggerkirke, hvor lære og ritualer fra en bestemt konfessionel kirke bare skulle omplantes i det indiske. I 1919 skrev Anne Marie Petersen bogen “Danmarks Verdensmission”. I bogen beskriver hun sit missionssyn og Danmarks rolle i missionsarbejdet. Samtidig er bogen et stærkt programskrift imod den vestlige imperialisme og det racehovmod, der har undertrykt mennesker i den tredie verden. Hvis kristendommen overhovedet skulle have en chance i Indien måtte den folkeliggøres og det ville for Anne Marie Petersen sige, at missionærerne og missionen klart måtte tilkendegive deres sympati til den folkelige bevægelse, Gandhi var leder af. Her var mente hun en bevægelse, der kunne skabe samhørighed i det indiske folk.
I Gandhi så hun en folkelig leder, en social reformator, der ved sin ukompromitterede søgen efter sandhed, fred og næstekærlighed sammenlagt med hans asketiske livsførelse praktiserede kristne dyder. Gandhi ønskede frihed til sit land og denne frihed skulle erhverves gennem sandhed og ikke vold. Denne bevægelse måtte Anne Marie Petersen solidarisere sig med, “Hvordan skulle jeg kunne andet, jeg som havde gaaet i en folkelig fri dansk skole og hørt til en folkelig fri dansk menighed”, skriver hun. Hendes holdning blev ikke accepteret af DMS og Anne Marie Petersen drog konsekvensen og tog sin afsked og realiserede sine skoleplaner med hjælp fra sin hjemlige grundtvigske støttekreds.

Porto Novo
Hun slog sig ned i den tidligere portugisiske havneby Porto Novo, den nuværende Parangipettai, et par hundrede km. syd for Madras og startede sin skole. Først i et lejet hus og siden købte hun et stykke jord, hvor skolen skulle etableres. Kort tid efter blev Løventhal Missionen omdøbt til Porto Novo Missionen opkaldt efter det sted, hvor missionen havde sit virke. I 1921 nedlagde Gandhi grundstenen og i januar 1924 stod hendes skolehjem færdigt. En bygning, hvor arkitekturen blev holdt i sydindisk stil og hvor udsmykningen med bibelske motiver understregede, at dette skulle være en kristen institution. Skolen kom til at hedde Seva Mandir, Tjenestens Tempel og heri lå en tilkendegivelse af skolens virke. Den skulle tjene Gud og det indiske folk. Seva Mandir blev indrettet på indisk vis. Anne Marie Petersen gik i sari og spinderokken, der var blevet et symbol i kampen mod kolonimagten var fast inventar på skolen. Skolen boykottede importerede varer og markerede således både i levevis og undervisning sin tætte tilslutning til nationalbevægelsen. Anne Marie Petersen levede og åndede for sine elever, som kaldte hende Periamma, der på tamilsk betyder: den store moder.

Den tætte forbindelse med Gandhi og nationalbevægelsen var en torn i øjet på det britiske styre og medførte, at skolen ikke kunne opnå statsstøtte, hvilket betød, at frem til midten af 1930érne kom skolen til at lide af både lærer og elevmangel. Anne Marie Petersen blev for en tid overvåget af politiet og fik forbud mod at rejse ind i Indien efter sit Danmarksbesøg i midten af tyverne. Hun overvandt vanskelighederne, godt hjulpet af venner i Danmark, der sendte penge til hende og skolen.
Men den tætte kontakt til de ledende indere var ikke uden problemer. Det var ikke alle i det grundtvigske bagland, der var begejstret for hendes tilslutning til nationalbevægelsen. Under hendes hjemmeophold i 1926-27 sprængtes Porto Novo Missionen. Det gamle udvalg trak sig, men få dage senere indkaldte Anne Marie Petersen til møde, fast besluttet på at fortsætte sin gerning og et nyt udvalg, der gav hende fuld handlefrihed opstod.
I midten af 1930érne fik Indien selvstyre på nogle enkelte områder, deriblandt skoleområdet. Det skolesystem, der skulle indføres var baseret på skolesystemet i Gandhis ashram “Seva Gram” udenfor byen Warda. Det såkaldte Warda-system byggede på praktisk og teoretisk undervisning og arbejde og da ledende indere besøgte Seva Mandir blev de begejstret over at se, at skolen til fulde levede op til de nye undervisningskrav. Flere elever var efterhånden kommet til og da Anne Marie Petersen vendte hjem fra sit sidste ophold i Danmark i slutningen af 1940érne kunne hun se sit livsværk beboet med flere hundrede elever.
Under hendes fravær var skolen ledet af den indiske lærerinde Mary Chakko og det blev også hende, der overtog ledelse af Seva Mandir efter Anne Marie Petersens død i 1951. Helt i tråd med Anne Marie Petersens ønske. Ved Indiens uafhængighed i 1947 fik skolen langt om længe statsstøtte og skolen der talte forskole og gymnasium kunne i 1950 slå dørene op til et lærerseminarium. Flere af eleverne blev igennem årene sendt til Rabindranath Tagores berømte skole, Shantineketan ved Calcutta, hvor de blev undervist i indisk kunst, musik og dans.

Kristi Kærlighed tvinger os

Besøget hos Gandhi i 1916 fik betydning for Anne Marie Petersens virke som missionær. For hende blev engagementet i nationalbevægelsen en naturlig følge af hendes missionssyn. Hun deltog i mange møder arrangeret af nationalbevægelsen og i kongrespartiets forsamlinger. Hun skrev artikler til bevægelsens blad Young India og Gandhi nævnte ved mange lejligheder “hans danske ven” eller “Maria” som han kaldte hende. Hun deltog i den berømte saltmarch og da Gandhi vendte hjem fra London i 1931 efter den såkaldte rund-bordskonference med den engelske regeringen stod Anne Marie Petersen på kajen i Bombay for at tage imod ham.
I hendes missionsarbejde blev der ansat danske og indiske medarbejdere, deriblandt den indiske advokat V. Chakkarai, der var kendt i store dele af Indien for sit arbejde med at etablere en indisk kirke. Kontakt havde hun også til den kristne vandreprædikant Sadhu Sundar Singh, der levede i byen Sabarthu i Himalaya-bjergene. Når tiden tillod det besøgte hun ham og fandt dér sammen med andre kristne, der delte håbet om, at Indien en dag ville tage imod det kristne budskab.

Anne Marie Petersen døde den 9. januar 1951 og blev begravet på Seva Mandirs jorde. På gravstenen står: “Kristi kors tvinger mig”. Det blev en sætning hun ofte brugte. Hun havde følt et kald til at blive missionær og selvom hun ofte stod ene, svækket af sygdom og med et hjemmeudvalg, der ikke altid forstod de særlige forhold i Indien, så tvivlede hun aldrig på sit kald og sit virke. Mange tusinde piger og kvinder fik ved hendes gerning en mulighed for at få et hjem og en uddannelse.

Artiklen har været bragt i Dansk Kirkeliv 2000, UNITAS forlag

©
Fotos er taget af Tine Elisabeth Larsen
 

 

 

 

 
 

 

 

 

 

 

 

 

                                               Dansk – Indisk Historie- & Forskningsselskab  v/ Tine Elisabeth Larsen

Copyright ©